Vedligeholdelsespligten og retten til foretage forbedringer

Andelshaverne er forpligtede til at vedligeholde deres lejligheder jf.  § 10 i foreningens vedtægter, men har jf. § 11 også ret til indenfor visse rammer af udføre forandringer og forbedringer.

Retten til at forandre/forbedre sin andel gælder alene inde i andelen men enhver forandring/forbedring skal forelægges bestyrelsen inden den bringes til udførelse.

Du skal være opmærksom på at du som andelshaver er ansvarlig for at alle gældende regler i f.eks. Bygningsreglementet m.v. opfyldes, at evt. nødvendige tilladelser fra myndigheder indhentes, at særlige anvisninger som måtte gælde for ejendommen følges samt at arbejdet udføres håndværksmæssigt forsvarligt. Bestyrelsen er ikke ansvarlig for anmeldte ombygninger/forandringer og kan ingen rådgivning påtage sig.

Din ansøgning

Din ansøgningen skal indeholde beskrivelse af, hvad der ansøges om. Det skal fremgå hvilke materialer og løsninger, der tænkes benyttet og vedlægges plan- og/eller snittegninger.

Ved påtænkte forandringer, der påvirker andre lejligheder og/eller fællesinstallationer, skal der desuden foreligge godkendelse fra berørte andelshavere.

Hvis en tilladt ændring i fællesinstallationerne betyder forøgede vedlige­holdel­ses- og/eller driftsomkostninger kan bestyrelsen beslutte at andelshaver helt eller delvis skal udrede disse.

Arbejder, der kræver hel eller delvis nedlukning af forsynings- eller afledninger (el, gas, vand, varme etc.), skal adviseres på forhånd af hensyn til de øvrige beboere.

Udførelse af påtænkte ændringer kan nægtes.

Du kan evt. blive pålagt at skulle indhente byggetilladelse hos Københavns Kommune.

Ansøgning om byggetilladelse og/eller anmeldelse af byggeri/ændringer til kommunen skal foretages digitalt via kommunens hjemmeside. Der er link til siden her: Københavns Kommune - Borger - Bolig og byggeri.

Særligt vedr. brugsvandsinstallation og badeværelser

Der er særlige krav om hvilke materialer, der må anvendes i forbindelse med brugsvandsinstallationen.

Der må ikke ændres på placeringen af brugsvandrørene frem til og med vandmålerne. Og brugsvandrør må ikke indmures lige som isoleringen på disse ikke må fjernes. Alle arbejder skal udføres af Finn L. og Davidsen VVS.

Bygningsreglementet stiller strenge krav til, hvilke konstruktioner og materialer du må anvende til vægge og gulve i et badeværelse - helt særligt hvor det påtænkes at udvide badeværelsesarealet udover det eksisterende betondække. I små vådrum med et gulvareal på mindre end 3,25 m2 eller med en bredde på mindre end 1,3 m er alle gulvflader og vægge omfattet af vådzonen.

Særligt vedr. centralvarmesystemet

Reparationer/arbejder på centralvarmesystemet må kun udføres af autoriseret VVS-installatør.

Arbejder, der kræver hel eller delvis nedlukning af centralvarmesystemet, skal desuden i videst muligt omfang udføres udenfor fyringssæsonen og altid efter aftale med bestyrelsen. Evt. omkostninger i denne forbindelse er for andelhaverens regning.

Anlægget og de enkelte radiatores størrelse og placering er beregnet så den nødvendige varmeydelse og -balance kan opnås. Der må derfor ikke ændres på disse, dog kan man ved udskiftning af radiatorer med fordel vælge en lidt større radiator.

Særligt vedr. ventilation (Emhætter m.v.)

Det er ikke tilladt at benytte vandret aftræk fra mekanisk ventilation *) som f.eks. emhætter eller tørretumblere. Emhætter skal være med recirkulation eller tilsluttes det lodrette aftræk i køkkenet.

Hvor der fra tidligere ændringer/moderniseringer forefindes vandret aftræk fra emhætter skal dette lovligøres ved udskiftning af emhætte og/eller ny ændring/modernisering. BEMÆRK: Der der må under ingen omstændigheder tilsluttes tørretumblere til det lodrette aftræk. Kun kondenstørretumblere må anvendes.

*) Foreningen tillader dog at man kan installere ventilator i baderumsvinduet. Men der må kun benyttes den af andelsboligforeningen godkendte ventilatortype og montering skal foretages af ejendommens Ideal Combi montør. For anvisninger og vejledning herom skal du kontakte bestyrelsen.

Andre bestemmelser

Man skal selv bortskaffe alt byggeaffald (mursten, brokker, koks-væg, gipsplader, gasbeton, sanitet, glasuld, materiale rester m.v.) til kommunens genbrugstationer. Byggeaffald må ikke efterlades på ejendommens fællesarealer, herunder i affaldspladser eller affaldscontainer. Skulle dette alligevel ske, vil efterladt byggeaffald blive bortskaffet på andelshaverens vegne, og foreningen vil kræve økonomisk kompensation herfor.

Lodrette rørinstallationer - faldstammer, centralvarme, brugsvand, gas - må ikke flyttes.

Andelsboligforeningen kan kræve ikke tilladte, ulovlige, farlige eller håndværksmæssigt uforsvarligt udførte arbejder fjernet, retableret henholdsvis udført håndværksmæssigt forsvarligt.

Du kan finde tegninger over lejlighederne i afsnittet Bygningstegninger. Men bemærk at det er kopier af de oprindelige bygningstegninger baseret på lejlighederne i stueetagen, så faktiske forhold kan afvige ligesom der kan være fortaget forandringer i lejlighederne, som ikke vil fremgå af disse tegninger. Du skal derfor selv sørge for at tjekke nuværende forhold.

Hvis du er det mindste i tvivl, så spørg først bestyrelsen. 

Henter moduldata ...